Vores samling af bøger


Vores samling af bøger

De hollandske hæfter


Vi har brugt meget tid på at finde alle de gamle hæfter og bøger, der er udgivet siden 1960´erne, da det er dem, vi stødte på først. Hæfterne er fra 1970´erne. Nogle bøger og hæfter er fundet i antikvariater med hjælp fra andre mennesker i forskellige lande. En del er købt på Amazon og Ebay. Vi har købt bøger i Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Tyskland, England, Canada, Rusland og USA. I USA er der rigtig gang i bogudgivelserne. Der er kommet en del nye designere til, og der er i stigende grad en del designere, der sælger deres ting via Etsy og andre netbutikker.


Alle ovenstående hæfter, og de to ved siden af denne tekst, er hæfter fra Holland. De er meget svære at få fat i. De findes kun i antikvariater i Holland og Belgien.


Det var Annette van Sevenhoven fra Holland, der iøvrigt har lavet et par perlebøger selv, og som sælger forskellige ting fra sin hjemmeside, der skaffede en del af dem til os fra Antikvariater i Belgien.


Bøgerne


Bøgerne er købt på internettet fortrinsvis via de store portaler som Ebay og Amazon.


De engelsksprogede bøger er udgivet over en længere årrække. De ældste er fra slutningen af 50'ere og fremefter til i dag. De kan være svære at få fat i, da der er stor interesse for dem. Særligt for de ældste, men også nogle af de nyere bøger er udsolgt fra forlagene.


De øvrige bøger er på tysk, italiensk, fransk, japansk og endda to danske. Disse bøger har nogle år "på bagen".



De næste 5 bøger nedenfor er (ligesom nogle af de andre afbillede bøger) russiske.


Det er svært at finde dem på nettet, men indimellem kan det lade sig gøre.


Forfatteren hedder Tatiana Kossova.


Hun veksler mellem flere teknikker: french beaded og Vicorian.


Hun laver meget smukke arrangementer. Der er mange billeder i bøgerne, som man kan følge. 


Vi har "oversat" alle 5 bøger via google, hvilket har taget mange vintermåneder. Det, og billederne i bogen, har hjulpet os til at få lavet de fleste af blomsterne, og de er absolut besværet værd.

Den sorte bog her ved siden af, er noget så sjældent som en svensk perlebog. Den er godt nok på engelsk, men det er de fleste af perlebøgerne jo også.


Den blev udgivet sent på året i 2015, og den er et hit hos alle, der har denne hobby. Det er en svensk journalist Ragnar Levi, der har skrevet den. Den gennemgår hele historien om, hvordan denne hobby startede for mange hundrede år siden.


Bogen har en del foto's af Ragnar Levis blomster-samling. Der er ikke nogle "mønstre" i bogen.


Ragnar Levi har samlet på antikke perleblomster i mange år, og han lavede en udstilling af nogle af dem, samt nogle nyere perleblomster i både Venedig og Stockholm.


Udstillingen i Sverige var i vinteren 2016 på Thielska Galleriet, og i 2019 på Glasmuseet i Ebeltoft.



Nu kommer vi til de nyeste designere fra årtusindskiftet og opefter, og derfor er der også links til diverse sociale medier via deres hjemmesider.



Den amerikanske designer Lauren Harpster er en af de nyere designere. Hun har lavet de to bøger til venstre for denne tekst.

Derudover har hun lavet en masse individuelle "mønstre" på blomster, som hun sælger på sin hjemmeside:


https://www.beadandblossom.com


Hun er meget dygtig, og hendes "mønstre" er meget detaljerede, men også noget avancerede, og er, efter vores mening, ikke alle for begyndere. Hun har i 2020 udgivet en begynderbog. Den kan hentes på hendes hjemmeside.


Hun har også en sektion på sin hjemmeside, der viser teknikkerne, og dem kan man lære meget af.


Der er også et link til en video på Youtube.



I 2020 er der kommet to bøger mere fra Lauren.


Den første er et begynder kursus på 84 sider.


Den anden er en bog, der kun har "et design". Det er en julekrans med julestjerner, liljer, grankogler m.m. Den er ikke en begynder-bog, for der er mange svære teknikker, og det hele samles på et stativ i form af en ring.

 

Hun har lavet kransen gennem et år. En del per dag.



Denne amerikanske designer er Fen Li. Hun har også arbejdet med french beaded flowers i mange år. Hun har bla. udgivet den bog, der er vist på billedet nedenfor. Hun sælger også designs enkeltvis på Etsy.


Hun er, som det kan ses på billedet, både på Facebook og Instagram.


Hendes hjemmeside er:www.beadflora.com, hvor hun sælger forskellige designs, og hun laver instruktionsvideoer, som også kan findes på Youtube.